Hvad er MR, og hvorledes fungerer det?
MR og MS
MR har bidraget til vor forståelse af MS på flere måder. MR er en hurtig og objektiv metode til at bedømme en behandlings påvirkning af sygdomsforløbet, og MR er følgelig værdifuld ved diagnosticering af MS, for forståelsen af sygdomsprocessen og som værktøj ved kliniske afprøvninger.
Til højre, et protondensitetsbillede, der viser fire, indringede skader.
Diagnose
En MR-undersøgelse (nærmere bestemt en T2-vægtet MR, som beskrives nedenfor) anses at tale meget stærkt for MS, hvis den viser mindst fire skader i hjernen, eller hvis den viser tre skader, hvoraf en er beliggende i området omkring hjernens ventrikler, det periventrikulære område. Eftersom disse kriterier er stramme (dvs. kræver, at flere skader påvises), men ikke særligt specifikke (dvs. visse andre tilstande kan forårsage hjerneskader, der ligner dem, der observeres ved MS), har man udarbejdet kriterier, der er mere specifikke.
Der skal findes tre skader, der opfylder to af følgende kriterier:
- en periventrikulær skade
- en skade, der er mindst 6 mm i diameter
- en skade beliggende på den nedre overflade af lillehjernen (en infratentoriel læsion). Lillehjernen er beliggende i den nedre del af baghovedet, nær nakken.
Sygdomsprocessen
Ved udredning af MS anvendes tre typer MR-billeder, der alle er følsomme overfor det høje vandindhold, som MS-læsionerne har. De forskellige typer MR-billeder opnås ved, at radiobølgeimpulserne, der anvendes i MR, manipuleres på forskellig måde. De kaldes T1-, T2- og protondensitetsbilleder. Hvert billede giver kompletterende information om MS-sygdommens art.
T1-vægtede billede (nedenfor til venstre)
T1-vægtede billeder giver meget anatomisk information om hjernen. På denne type billede, som er særligt velegnet til identifikation af gamle skader, fremstår skadede områder som mørke pletter.
T1-vægtet billede (gadoliniumforstærket) (nedenfor til højre)
Her er en forstærket version af det T1-vægtede billede, som viser skader, der ikke ses på billedet uden forstærkning. De steder, hvor kontrastmidlet har samlet sig, fremstår som lyse områder – dette er aktive MS-skader. De gamle, inaktive skader forbliver mørke.
Ved T1-vægtet MR anvendes ofte et kontrastmiddel, f.eks. en forbindelse, der indeholder gadolinium (f.eks. Magnevist®): Kontrastmidlet injiceres i blodbanen før undersøgelsen og fremhæver (eller forstærker) områder med frisk inflammation, som indikerer aktiv sygdom.
T2-vægtning og protondensitetsbillede
T2-vægtet billede (til højre).
Denne type billede indeholder ikke lige så meget anatomisk information som det T1-vægtede billede. Det viser både nye og gamle skader og anvendes ofte ved diagnosticering af MS. T2-vægtet MR kan gentages regelmæssigt, således at neurologen får et billede af, hvorledes sygdommen skrider frem.
Protondensitetsbillede (nedenfor).
Denne type MR kan vise både gamle og nye skader, der fremstår som lyse pletter. Det er især velegnet til identifikation af skader nær de væskefyldte ventrikler.
Diagnosticering
Disse forskellige typer billeder kan give information om sygdomsprocessen ved tre forskellige typer af MS – anfaldsformen, primært progressiv og sekundært progressiv. Ved primært progressiv MS – til forskel fra skaderne ved anfaldsformen MS – er eksempelvis skaderne sædvanligvis små og forstærkes ikke af kontrastmiddel, hvilket tyder på, at den inflammatoriske aktivitet er lav.
Skadernes lokalisering i CNS afgør, hvilke fysiske symptomer, de forårsager. En skade i rygmarven kan for eksempel forårsage følelsesløshed i benene og forstyrrelser i urinblærens funktion, fordi den forstyrrer nerveimpulser fra hjernen til disse områder. Skader i synsnerven forårsager ofte optisk neurit, som kan fremkalde tågesyn og tab af farvesynet, fordi skaden forværrer synsnervens funktionsevne.
Mange skader – selv store – er klinisk tavse (dvs. de giver ingen symptomer), men jo flere skader en person har, desto større er risikoen for, at en vigtig del af hjernen påvirkes, og at kliniske symptomer optræder.
Bedøm effekten af behandlinger med hjælp af MR
Eftersom MR er en ikke-invasiv metode, kan den anvendes til regelmæssigt at undersøge samme person, således at man får et objektivt billede af, hvorledes en behandling påvirker sygdomsaktiviteten (antallet af nye, voksende eller tilbagevendende skader). I dag tilhører MR standardværktøjet i diagnosticeringen af MS. Ved kliniske afprøvninger anvendes MR til at vurdere effekten af behandlinger (f.eks. beta-interferoner) under sygdomsforløbet.
Reference
1. Fazekas et al. Neurology 1999;53:1448-456.
