En gennemgang af artiklen ”Håndtering af tidlig MS”
Hvad sker der tidligt i MS?
I artiklen ”Håndtering af tidlig MS”1 skriver neurologen Andrew Chan (St. Josef-Hospital, Bochum, Tyskland), at 90% af alle MS-patienter debuterer med et attak, der kaldes et ”klinisk isoleret syndrom” (CIS).
Selvom de fleste genvinder normal funktion fuldstændigt, er der sikkert stadig vævsskader, som gradvist kan forværres uden kliniske symptomer.
Ved hjælp af vævsprøver og MRI-scanninger kan man nu dokumentere, at tidlig immunmodulerende behandling har en positiv indflydelse på sygdommens udvikling, skriver dr. Chan.
Artiklen gennemgår de metoder, der anvendes til at følge sygdommens cellulære udvikling i relation til kliniske data fra lægemiddelstudier med såkaldte interferoner.
Hvordan ved man, hvad der sker?
Siden 1800-tallet har man vidst, at MS forårsager skader på nervecellernes myelinskeder. Tidligere har det ikke været muligt at følge sygdommen, fordi man naturligvis ikke kan tage gentagne vævsprøver fra hjernen. Derudover er skaderne lokaliseret forskellige steder hos forskellige patienter, og derfor kræves der et helhedsbillede.
Indførelsen af MRI-scanningsteknikken betyder, at man nu kan se, hvilke områder der er ramt af inflammation og nervecelleskader. Det er derigennem muligt at følge sygdommens aktivitet hos de individuelle patienter og se, hvilke patienter der har en hurtig sygdomsudvikling hen imod ”klinisk definitiv MS”, og hvilke patienter der har et mere godartet sygdomsforløb.
Helbredelsen af skaderne fra det første attak menes at bero på, at nervecellerne kan omorganisere sig og kompensere for skader. Hvis den inflammatoriske proces fortsætter, vil der på et tidspunkt komme nye attakker, og den fortsatte sygdomsudvikling er tæt forbundet med antallet af attakker i de første 2 år.
For ikke bare passivt at vente på at der opstår nye neurologiske symptomer, søger forskerne efter hensigtsmæssige metoder til at kunne forudsige, hvilke patienter der har behov for den mest aktive behandling. Dr. Chan konstaterer, at der endnu ikke findes nogen perfekte markører, men fremhæver MRI-scanninger som det bedste alternativ i dag. Man har forsøgt sig med inflammationsprøver (fx ved at måle antallet af antistoffer mod dele af nervecellerne), men den metode er endnu alt for upræcis.
Hvordan hjælper behandling med immunmodulerende medicin?
Fordi man har konstateret, at inflammationen også fortsætter de i symptomfrie perioder hos patienter med en mere aggressiv form for MS, har man forsøgt med gradvist at øge dosis af immunmodulerende interferonpræparater og indsætte behandlingen tidligere i forløbet.
Dr. Chan redegør i detaljer for de vigtigste studier, der er opbygget forskelligt og anvender forskellige doser af forskellige interferonpræparater.
Hans konklusion er, ”at de positive resultater fra alle disse studier understøtter en klar biologisk effekt af tidlig indsat immunmodulerende behandling”.
Langsigtede fordele ved tidligt indsat behandling
Interferonpræparaterne har efterhånden været anvendt i mange år, og forskerne har derfor adgang til data fra opfølgningsstudier, der har strakt sig over cirka 5 år. Også disse resultater viser fordelene for de patienter, der behandles tidligt.
Interferonbehandling har ofte bivirkninger, og patienternes evne til at fortsætte behandlingen i lang tid afhænger af, om de støttes med råd om, hvordan bivirkningerne kan behandles og lindres. Dr. Chan konstaterer, at patienter i organiserede studier i langt højere grad fuldfører behandlingen – blandt andet fordi de har adgang til praktiske råd om behandling med inflammationsnedsættende midler og brugen af for eksempel autoinjektorer, som gør det nemmere at tage indsprøjtningerne.
Afslutningsvis konstaterer dr. Chan, at vi i løbet af de senere år har lært meget om sygdommens tidlige udvikling, og at patienter med aktiv sygdom får store fordele af tidlig behandling. Det er dog nødvendigt fortsat at fokusere på metoder til at identificere disse patienter med større sikkerhed.
Kilder
1. Chan, A. Management of Early Multiple Sclerosis. European Neurological Disease 2007
