Seneste anbefalede behandlinger for MS
I 2002 publicerede American Academy of Neurology (AAN) sine retningslinjer for klinisk praksis vedrørende sygdomsmodificerende behandlinger ved MS. AAN baserede sine anbefalinger på resultaterne af en række kliniske afprøvninger og hæftede sig her specielt ved de afprøvninger, som de vurderede var vel udformede og videnskabeligt sunde. AAN havde fire gradueringer for deres anbefalinger:
- Fastslået som effektiv, eller
- Sandsynligvis effektiv, eller
- Muligvis effektiv, eller
- Ikke bevist
Deres primære anbefalinger er følgende: (iht. Goodin m.fl. 2002 ref 1)
Beta-interferon
Beta-interferon bør overvejes til patienter, der løber en stor risiko for at udvikle klinisk defineret MS eller allerede har attakvis MS eller sekundær progressiv MS og stadig oplever attakker.
Det er usikkert, hvor effektive beta-interferoner er hos patienter med sekundær progressiv MS, som ikke oplever attakker.
Beta-interferon mindsker attakfrekvensen ifølge såvel klinisk bedømmelse som MR-fund hos patienter med MS eller klinisk isolerede syndromer, dvs. patienter som har haft et attak med symptomer af MS-typen, men hvis MS-diagnose ikke er bekræftet.
Beta-interferon bremser sandsynligvis forløbet med fremadskridende funktionsnedsættelser.
Det kan tænkes, at visse MS-patienter, f.eks. de, der har flere attakker, eller de, der befinder sig i et tidligere stadie af sygdommen, er bedre egnede kandidater til behandling med beta-interferon.
Det er sandsynligt, at en dosisforøgelse giver øget effektivitet, men dette kan skyldes tættere dosering snarere end den højere dosis.
Glatirameracetat
Ved attakvis MS bør glatirameracetat overvejes for at mindske attakfrekvensen.
Glatirameracetat kan muligvis bremse forløbet med fremadskridende funktionsnedsættelse ved MS.
Der findes ingen evidens, som støtter anvendelsen af glatirameracetat ved progressiv sygdom.
Glukokortikoider
Glukokortikoider er til kortsigtet gavn ved akutte MS-attakker, men de lader ikke til at have nogen langsiget effekt på funktionsevnen.
Det kan tænkes, at regelmæssige impulser af glukokortikoider kan være til gavn i den langsigtede behandling af RRMS.
Andre behandlinger
- Cyklofosfamid (yngre patienter med progressiv sygdom)
- Metotrexat
- Azatioprin
- Cladribin
- Cyklosporin (risikoen for bivirkninger vejer tungere end potentielle fordele)
- Mitoxantron (risikoen for bivirkningar vejer tungere end potentielle fordele)
- Intravenøst immunoglobulin
- Plasmaudskiftning (ved alvorlige akutte attakker hos patienter uden tidligere funktionsnedsættelse)
Referencetekst
1 Goodin DS, Frohman EM et al. Barnes D. Multiple Sclerosis. Report of the Therapeutics and TechnologyAssessment Subcommittee of the American Academy of Neurology and the MS Council for Clinical Practice Guidelines. Neurology 2002;58:169–178.
